September 2008:
Vores lille rødepige fik i en alder af 4 uger konstateret mega-oesophagus. En tilstand hvor spiserøret er unormalt slapt og udvidet, og det er vanskeligt for føden at passere igennem mavemunden ned i mavesækken. Det resulterer i en klukkende lyd fra spiserøret, opkastninger og stor risiko for at få føde ned i luftrøret, med fare for lungebetændelse. Prognosen er ret dårlig, og i de fleste tilfælde bliver hvalpe med denne diagnose aflivet. Rødepigen var/er dog - trods symptomer og diagnose - en lille glad pige med stor appetit på livet. Altid i hopla; altid oplagt til sjov og narestreger, og i god fysisk forfatning. Sådan et lille energibundt kunne vi ikke give den sidste sprøjte uden at have givet hende alle chancer for livet, så den lille nuller kom selvfølgelig med os hjem igen - velvidende den dårlige prognose. Hun skal så have blendet mad der er tyndet op så hun bare skal labbe det i sig, og hendes foderskål skal holdes højt, så maden ligesom kan finde vejen selv. På hjemvejen gik der mange tanker igennem vore hoveder, og emnet var selvfølgelig hvordan vi kunne skabe nogle chancer for hende til bedring af tilstanden. Fodringen skulle selvfølgelig foregå som beskrevet, men der måtte da være noget vi kunne gøre - noget vi kunne prøve. Operation var i hendes tilfælde ikke mulig, da hun ikke har den form der kan opereres, hvor der er en persisterende aortabue der er årsagen til tilstanden.
Den 18. august - den dag hun blev 5 uger, startede hun på akupunkturbehandling. Hvis noget skal kunne hjælpe, må det være akupunktur. Hun fik isat 8 nåle, som hun skulle sidde med i 15 minutter. Det tog hun i stiv pote. De syv kommenterede hun overhovedet ikke, men den ottende gav hun et lille piv til. De 15 minutter gik nu også meget godt, selvom hun syntes det var varmt at sidde på min arm så længe og skulle forholde sig i ro, men hun sov også lidt af tiden. Efter behandlingen snork sov hun hele vejen hjem i bilen, og det meste af eftermiddagen og aftenen så vi kun en sovende rødepige, så noget havde nålene da i hvert fald rørt ved. Vores store håb er selvfølgelig at behandlingerne hjælper, så hun vil kunne leve et normalt Leonberger liv, med de hensyn vi måtte tage.
I ugen efter den første behandling, var hun først træt i 1½ døgn. Så blev symptomerne lidt værre - hun klukkede mere, gylpede mere og kastede også op, men så kom der 2½ dag, hvor hun stort set var symptomfri. Da ugen næsten var omme, kom symptomerne dog tilbage igen.
Den 25. august fik hun 2. behandling. Igen tog hun det hele i stiv pote, og lå og snork sov med nålene i. Hun sov hele vejen hjem i bilen, men var så frisk om eftermiddagen. Fuld fart på - med forværrede symptomer. Hun klukkede rigtig meget, bøvsede og gylpede meget, og kastede også op. Men dagen efter var hun stort set symptomfri. Åh, vi håber.
I dag, den 28. september, er det godt 14 dage siden Ming fik sin sidste akupunkturbehandling for Mega-oesophagus. I den periode har hun stort set været symptomfri, på nær en svag klukken nogle gange. Vi har dog de sidste dage bemærket at klukkelyden er periodevis dagligt, og det er tid til en behandling igen. Vi er meget, meget positive omkring akupunkturens virkning på Ming's tilstand, og det er tydeligt, at det virker. På nær fodringen, og det faktum at hun ikke må få alm. godbidder, lever hun et helt normalt liv. Hun kan endog tåle at gnave på kødfulde ben nu. De må blot ikke være af en beskaffenhed, så hun kan bide dem i stykker, men hun tåler fint at pille kød og sener af, og raspe lidt på knoglen. Hun er fuld af energi. En rigtig lille krudtugle, det er lige hvad hun er....
1. december 2008: Det går rigtig godt med Ming. Vi har nu fundet et leje med akupunktur en gang om måneden, og vi ser sjældent symptomer. Faktisk ser vi ikke Ming som en syg hund, men en hund med et skjult handicap. Det vil sige, at hun lever et helt normalt liv, hvor hun blot spiser på en anden måde end andre hunde. Hun er en skøn hvalp, med fuld fart på. Altid glad og veloplagt, og klar til at opleve verden. Det så vi senest i lørdags, da hun var på sin første hundeudstilling. Alt tog hun i stiv pote, og syntes det var såååå spændende. Undrede sig over dem der var spærret inde i bure, og måtte bare stå og kigge på dem. Undrede sig over de monster store hanner af racen Irsk Ulvehund, og måtte da lige checke hvad de var for nogen. Skulle bare hilse på alt og alle - lige indtil hun blev træt og tog en powernap i hallen, og så var hun klar igen.
1. februar 2009:De sidste to måneder er gået fantastisk. De sidste dage inden Ming fik akupunktur midt i december, havde hun lette symptomer i form af lidt klukken fra spiserøret, og nogle enkelte gylp. Det kunne også skyldes at hendes almentilstand var påvirket af den kennelhoste hun havde fået med hjem fra juleudstillingen. Heldigvis var hun forholdsvis upåvirket af kennelhosten, der dog blev behandlet med antibiotika. Symptomerne fra spiserøret sluttede dog prompte den 15. december, efter akupunkturbehandlingen, og indtil midt i januar var hun totalt symptomfri. Og dette på trods af, at vi eksperimenterede lidt med godbidder. Ja, det var nu egentlig Ming selv, der startede med at eksperimentere! Juleaften huggede hun nemlig en af Peias julegaver og stak af med den, og inden vi kunne nå at få den fra hende igen, havde hun flået gavepapiret af, og var godt igang med at fortære indholdet, der viste sig at være stænger med tørret kallun. Det gav absolut ingen symptomer, og så prøvede vi med forskellige godbidder - med samme resultat. Ming bliver nu ikke længere trænet med fiskeprodukter på tube, med med nøjagtig de samme godbidder som de andre, og hun tåler det fint.
Et par dage inden behandlingen midt i januar, fik hun igen lidt symptomer i form af klukken og enkelte gylp af vand med en smule mad i, men symptomerne er væk igen. Ming er nu blevet for stor til at ligge på bordet under akupunkturbehandlingerne, men hun ligger lige så fint på gulvet. 6 mdr. gammel ved sidste behandling vejede hun 39,4 kg. Til højre ligger hun med nålene, og der er et udsnit, hvor man kan se et par stykker af de ialt 8 nåle hun får hver gang. Klik på udsnittet for at få et stort billede. Planen er at fortsætte med akupunktur en gang om måneden. Det fungerer bare.
23.juni 2009: Ming har nu været symptomfri siden midt i januar, og den sidste akupunkturbehandling var den 9. marts. Hun spiser nu fuldstændig som vore andre hunde, hvilket indebærer at der også er rå mad med ben i. Hun klarer det hele uden problemer, uanset om det er en hel laks, store dele af kylling med ben, okseben eller andre ben. Det er bare fantastisk.
Ming havde resten af livet ingen symptomer overhovedet, på mega-oesophagus. Desværre blev Ming ikke mere end 4½ år. Hun døde af et synovialt karcinom. En uhyre sjælden og agressiv cancerform, som min dyrlæge aldrig tidligere havde set igennem sine 30 år som dyrlæge.
