At købe hund....
Når man har besluttet at få en hund i familien – for første gang, igen eller én til, er spørgsmålet så, hvor det kommende familiemedlem skal komme fra. Med internettet er det blevet let at få adgang til informationer fra rigtig mange opdrættere, men vær opmærksom på, at der ikke er nogen der kontrollerer, hvad folk skriver på deres hjemmesider eller i salgsannoncer. Der findes ingen hjemmesider der bryster sig af at være hvalpefabrik, men de findes. Ingen skriver, at de avler af økonomiske årsager, eller på mentalt eller helbredsmæssigt tvivlsomme hunde, og det findes også. Som hvalpekøber har man således en opgave i, at finde netop det sted, hvor man har en god mavefornemmelse, hvor man får svar på alle sine spørgsmål som er til at forstå, og hvor man kan få oplysninger om forældredyrenes og tidligere afkoms sundhed.