Når man har besluttet at få en Leonberger i familien, skal man være klar over, at det kan fører noget med sig. Det første vi fik, var en ny støvsuger, for to gange om året , når det er fældetid, kommer støvsugeren godt nok lige på en prøve, selvom man i den periode børster hunden hver dag. Uden for fældningsperioden er der også altid lidt hår på gulvet (og andre steder), men da de er lange og bløde, samler de sig rundt langs fodpanelet (hvis man ikke har gulvtæppe på). Man skal gøre sig klart inden hvalpen flytter ind, hvilke husregler der er, for har man først givet den lille nuttede uldtot lov til at være med i sofaen, vil den også være det, når den er blevet stor og kommer lige ude fra haven hvor den lige har færdiggjort “golfbanens 18. hul” i regnvejr. Og tro mig – der kan være meget pløre på så store poter. Det med at slæbe pløre med ind, kan dog reduceres, hvis man sørger for jævnligt at klippe hår imellem tæerne og trædepuderne.
Det næste vi fik var en ny bil. Man kan sagtens have én Leonberger i en stationcar, men to….. så er der ikke plads til andet! Vi var faktisk blevet advaret om, at rigtig mange ikke kunne nøjes med en Leonberger! Og ja, sådan gik det også for os.
Når man får en Leonberger skal man være klar over, at det ikke er en hvilken som helst hund man får. Det er en forholdsvis sjælden race i Danmark, og hvor man end kommer med sin rolige, velafbalancerede og velopdragne Leonberger, vækker det opsigt. En tur ned ad gågaden lørdag formiddag medfører en del henvendelser fra folk der gerne vil høre, hvad det er for en race, om de må klappe eller om den ikke spiser en frygtelig masse! Ja, man får mange snakke med mennesker når man har Leonberger, og mange positive tilkendegivelser.
På trods af den store størrelse er det nemt at have en Leonberger med de fleste steder. Det kræver dog at den har fået en opdragelse og er under kontrol. Jeg tænker ikke man får så meget positiv tilkendegivelse, hvis dyret snupper flæskestegen, der lige står og trækker lidt på køkkenbordet, under søndagsmiddagen hos faster Oda, eller selvsikkert kræver sin plads i sofaen til fødselsdagskaffen hos svigermor. Er opdragelsen på plads, har man et herligt liv med Leonbergere. De er kloge, kærlige og hengivne. De bevogter familiens ejendom, og gør opmærksom på, når der kommer nogen. Den myndige gøen kan få enhver der ikke læser kropssproget til at blive uden for lågen, men bag på en Leonberger ses den logrende hale, som fortæller at hunden siger “daw”, for så at vende sig om for at checke om vi har hørt det! Og jo, det har vi da…..
Det vigtigste for en Leonberger er, at have et aktivt liv sammen med sine mennesker. De elsker at være med i bilen, på tur, på familiebesøg, på strøgtur, ja jeg kunne blive ved. De næsten daglige ture på klinten er i høj kurs, men også når der kommer legekammerater her, er de glade. Havearbejde sætter de også pris på – specielt når det gælder beskæring af træer. Så bliver der slæbt grene!
