Kennel Midrea / Træning

Træning

En vigtig del af hundens sociale liv er, at kunne færdes sammen med andre hunde og mennesker, og at hunden som minimum er i besiddelse af de elementære færdigheder fra lydigheds/familiehunde træning. Derfor går alle mine hunde til træning.
 
Desuden handler det om at finde lige nøjagtig den aktivitet, som både hund og fører finder glæde ved. Haarlem startede til hvalpemotivation da han var 8 uger hos HappyHound, og her fortsætter han indtil videre. Da han var 16 uger, startede han på Nose Work i DogsDo, som HappyHound er en del af. Nose Work er helt nyt i Danmark, og er en fantstisk aktivitet og sport for og med sin hund. Det har været rigtig godt at starte Nose Work med en så lille hvalp (16 uger), fordi det har pirret hans instinkt, det er ikke fysisk belastende og hvert enkelt søg tager ikke lang tid. En sund måde at få brændt krudt af på, for en hurtigt voksende hvalp. Det er en aktivitet der er let for mig at integrere i hverdagen, da det ikke kræver store remedier og lange forberedelser, så vi kan lave det hvor som helst. F.eks. har jeg haft mine filtdutter og duftvæske med i lommen fra Haarlem var knap 5 mdr., og lavet søg i bl.a. skoven, og hold nu op, hvor han elsker det. For mig handler det om at lave noget sammen med min hund som er sjovt for os begge og styrker vores forhold, og det har jeg bestemt fundet i Nose Work sammen med Haarlem. Fra dag 1 var han meget intresseret, og interessen voksede hurtigt til begejstring hos os begge. Når jeg finder remedierne frem, er Haarlem slet ikke i tvivl om, hvad vi skal, og forventningens glæde lyser ud af ham. Han har virkelig fundet ud af, at han har en næse der kan noget, og bruger den flittigt. Man kan vel godt sige, at ”Nose Work” er blevet en livsstil for ham.
I en del år var jeg overvejende landet på Rally-Lydighed, idet specielt mine tæver var begejstrede for denne sport. Ud over, at det handler om lydighed på en sjov måde, handler det om samarbejde, arbejdsglæde, afveksling og udfordringer. Derud over mangler konkurrenceelementet bestemt ikke, hvis man er til den slags.
 
En Leonberger er meget lærenem, når den synes det er spændende. Den har dog sin egen mening om, hvad der er spændende, og man lærer at blive kreativ for at holde hundens interesse fangen. Nogle hunde lærer hurtigt ved mange gentagelser af den samme øvelse. Det gør en Leonberger ikke.. Den synes ofte at øvelsen bliver kedelig, når den har gentaget den 2-3 gange, og når først den har mistet interessen for øvelsen, er den ubestikkelig.
 
Til gengæld er det en stor glæde at arbejde med sin Leonberger, hvis man tager udfordringen op. Jeg har rigtig mange gode oplevelser til træning, og jeg kommer der til at tilbringe en del tid sammen med mennesker der deler min passion – hundene! Der er mange former for træning og aktivitet der er særdeles velegnede for Leonbergeren. Her kan kort nævnes:
  • Nose Work
  • Rally-lydighed 
  • Alm. lydighed 
  • Sportræning 
  • Sweisstræning 
  • Vandtræning (vandredning) 
  • Svømning 
  • Slæde/vognkørsel 
  • Soft agility 
  • Heelwork to Music er også set

 
 
 
Copyright - Kennel Midrea - v/Susanne Keldgaard Nielsen | Lipkesvej 7, 4660 Store Heddinge - Danmark | Tlf.: +45 6066 4204 | midrea@mail.dk