Lidt af hvert / Baloo's spisevægring

Baloo's spisevægring

Februar 2008:

Er der nogen der har hørt om spisevægring, også kaldet anoreksi, hos hunde?? Det har I så, når I har læst om Baloo.

Baloo er en Leonberger dreng på nu knap 2 år. P.g.a. dødsfald i familien hvor han havde været siden han blev 8 uger, flyttede Baloo ind hos os og vores to Leonberger damer da han var 8 måneder, for et års tid siden. Han trivedes lige fra starten med at have dameselskab og legekammerater, og Peia og Ximena gjorde det nemt for ham at falde til i flokken, familien og de nye omgivelser. Han har hele tiden været en glad dreng med et, for racen, højt aktivitetsniveau. Han var ikke den der stod først for, når der var spisetid, men det tog vi såmen ganske roligt, for hans morfar, som var vores første Leonberger, var heller ikke den store spiser i sine første leveår, og han blev da, efter at have været en ranglet unghund, en flot velproportioneret hanhund, da han blev voksen, og begyndte at spise godt. Månederne gik med Baloo, og fodring begyndte at blive et problem. Hvad gør man så? Man prøver et foderskifte! Og som tiden gik, havde vi været igennem indtil mange forskellige gode fodermærker med ringe virkning på problemet. Det blev til sidst sådan, at Baloo fortrak, når han kunne se eller høre, at det var spisetid. "Når Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget jo komme til Muhammed", men når jeg tog foderskålen med hen til Baloo, virkede det som om han fik kvalme ved synet/lugten af mad. Han stak godt nok hovedet ned i skålen for at se hvad det var, lidt mundvand dryppede ud ad mundvigene og så gjorde han bevægelser med snuden til at dække maden over til senere opgravning, lige som man kan se hunde gøre med kødben de ikke kan spise færdige. Han fik også oftere løs til tynd afføring. Det var frustrerende at se, og det faktum at han nu også tabte sig, i en alder hvor han skulle udvikle sig, bekymrede os rigtig meget. Det helt store apparat startede, for at finde ud af, hvad der var galt med Baloo. Først fik han taget et hav af blodprøver, der var normale. Der var lige kolesterolen der var en smule forhøjet, men det kunne tilskrives det ekstra fedt jeg havde tilføjet hans mad på det sidste, for at forbedre smageligheden og kalorieindtagelsen. På baggrund af symptombilledet, blev han behandlet for en bakterie, Helicobakter Pylori, i maven, men behandlingen virkede ikke, så det var ikke her, at humlen lå begravet. Der blev sendt blodprøver til Tyskland til undersøgelse for stofskifte- og immunforsvarssygdomme, men de viste kun at Baloo var rask på de områder. Den helt store hjertescanning viste fine forhold og alt normalt, så da vi stadig ikke havde fundet nålen i høstakken, men måtte bruge udelukkelsesmetoden, valgte vi at lægge Baloo i narkose og få foretaget en såkaldt endoskopi, hvor han ved en kikkertundersøgelse fik inspiceret spiserør, mavesæk, mavemund og det første af tolvfingertarmen. Alt så bare så fint ud, og virkede perfekt. Undervejs i undersøgelsen blev der taget et antal biopsier af slimhinden, som blev sendt til England til undersøgelse. Vi stod stadig på bar bund, men problemet var kun blevet større, og jeg havde inden endoskopien besluttet, at viste den heller ikke noget, ville jeg prøve at fodre med BARF.

Dagen efter endoskopien startede vi med at fodre med BARF, og virkningen var intet mindre end forbløffende! Vores Baloo med spisevægring, blev præsenteret for en skål indeholdende 1,2 kg. kallun, hvilket han huggede i sig på "no time". Jamen vi stod jo næsten og klappede i vores små hænder… Underholdningsværdien var en ren 10ér, og begejstringen var lige stor hos alle 3 hunde. Nuvel, træerne vokser jo ikke ind i himmelen, og vi havde jo oplevet at se Baloo spise i et par dage efter foderskifte, omend ikke med denne begejstring, så vi valgte at tøjle vores optimisme en smule, selvom det var svært. Efter en uge på dette rå foder, var Baloo kun blevet mere og mere glad for sin mad. Han kunne nu næsten ikke vente med at få skålen ned i stativet, når jeg var i færd med at gøre klar, og stod nu parat foran sin spiseplads med logrende hale og et stort smil fra øre til øre. (Jo, tro mig! Hunde kan godt smile) Jeg tog til dyrlægen og fik ham kontrolvejet efter en uge, og da havde han taget 1½ kg. på. Han begyndte at udvikle krop. Fik mere energi. Maven var i orden. Og han var glad for mad! Efter 2½ måned på BARF blev han igen vejet, og da havde han taget 7 kg. på. Hvilken sejr! Hvilket mirakel!

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle falde for denne måde at fodre mine hunde på. Jeg har egentlig altid tænkt, at det var temmelig opreklameret at BARF skulle være så godt. Kunne hvalpe og unghunde nu udvikle sig ordentligt, og fik hundene hvad de havde brug for? Men jeg har måttet sande, at Baloo i hvert fald ikke fik hvad han havde brug for på tørfoder - ja, faktisk trivedes han rigtig dårligt, og åbenbart kunne han ikke tåle det. Det var her, humlen lå begravet. Og alle 3 har haft positive forandringer efter dette sidste foderskifte. Vi kunne have sparet rigtig mange penge og bekymringer, hvis vi havde prøvet dette noget før. Til gengæld havde vi så ikke været nær så overbeviste om effekten af råfodring, som vi er nu.

Gevinsterne ved denne måde at fodre på er mange. F.eks. har vi selv oplevet at tænderne bliver flot hvide. Pelsen er blevet blank og blød, og Ximena der egentlig aldrig har haft ordentlig underuld, er blevet flot i pels og klar i farven. Maverne fungerer optimalt. Dårlig lugt fra ører og ånde forsvinder. Peia, der ellers har haft tendens til meget ørevoks, har nu fine ører. Efterladenskaberne bliver reduceret betydeligt, og jeg må jo erkende at det er omkring 75 % for vores vedkommende, selvom jeg ikke ville tro det inden vi gik i gang med at Barfe. Øget energi – specielt har vi bemærket at Peia på 5½ er blevet ”yngre” igen. Faktisk er hendes energiniveau oppe på det samme som da hun var 3. Hvilken fornøjelse at se.  Vi troede, at Ximenas uro og rastløshed om aftenen skyldtes de vanskeligheder hun havde med sig, da hun flyttede hjem til os igen, men i løbet af en uges tid på BARF var der ikke meget tilbage af denne adfæld. Som en sidegevinst har vi ikke længere så meget vand liggende på gulvet omkring vandskålen. Hundene er simpelthen ikke så tørstige mere. Derud over kan man i bogen THE BARF DIET af Ian Billinghurst læse at:

Barf-fodrede husdyr tenderer imod at være fri for problemer med tænder, øre, øjne, tarmsystemet, nyrer, hjerte, bugspytkirtel, lever og immunsystemet. Endvidere har de en reduceret sandsynlighed for at udvikle både infektioner og degenerative sygdomme. De udvikler sjældent kræft. De forbliver sunde i en høj alder. Oplever eskalering i energiniveau. Hundene taber uønsket fedt og forøger deres muskelmasse. De får øget modstandskraft mod eksterne og interne parasitter. BARF har ligeledes en normaliserende effekt på knogleudviklingen, reproduktive problemer, sukkersyge- og gigtproblemer bliver ligeledes minimeret. Adfærdsproblemer kan ligeledes minimeres, f.eks. kan hunde, der fodres med færdigfoder lide af det hos børn kendte syndrom: attention-deficit-hyperactivity disorder (Damp), hvilket kan bedres i løbet af få dage med fodring af BARF.

Der har været problemer med sygdomme lige siden stivelse blev en vigtig ingrediens i hundefoder. Stivelse gør at hunde udvikler en kronisk forhøjelse af blodsukkeret, hvilket kan medføre sygdomme som diabetes, fedme, gigt og cancer.

Jo mere jeg læser om BARF, des mere overbevist bliver jeg om, at dette er den rigtige måde for mig at fodre mine hunde på. Det er stof til eftertanke, hvad jeg læser om studier af den naturlige føde og spisevaner hos ulve der lever frit og om BARF fodring. Når jeg tænker på mine fornemmelser af hundeliv, incl. livslængde, sygdomme, trivsel og reproduktion, førhen og hvordan jeg oplever at det ser ud nu, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at mange af de steder hvor mennesket har overtaget styringen af naturen er det gået galt. Man har overset noget, eller glemt at forudse noget. Forholder det sig også sådan hvad fodring angår? Kunne man undgå en masse sygdomme og problemer ved at fodre så lig det hundene selv ville vælge? I sidste ende er fodring af vore hunde et spørgsmål om viden og overbevisning. Vi har nu fodret med BARF i 4 mdr. og Baloo elsker stadig sin mad. Joda, han har sine favoritter, og der er ikke noget der slår en hel oksehale eller kalkunhalse. Der er ingen tvivl om, hvad Baloo og tøserne helst vil spise – det er BARF.

BARF

BARF er en forkortelse af Biologically Adequate Raw Food (biologisk egnet råt foder). Andre vil måske kalde det Bones And Raw Food. Ideen med at barfe sine hunde er, at fodre dem så nær det oprindelige som muligt. Der er mange måder at fodre BARF på, og den måde vi har valgt, er baseret på studier af vilde ulve, afbalanceret de næringsmæssige behov.

Nogle mennesker forestiller sig, at det må være besværligt, men det synes jeg nu ikke. Det er et spørgsmål om nye vaner. Man skal selvfølgelig huske at tage mad op af fryseren, og have et egnet sted til optøning. Det kræver selvfølgelig noget fryserplads at fodre så store hunde på denne måde.

Copyright - Kennel Midrea - v/Susanne Keldgaard Nielsen | Lipkesvej 7, 4660 Store Heddinge - Danmark | Tlf.: +45 6066 4204 | midrea@mail.dk